Levitra

Levitra

Hvad er Levitra?
Levitra er en ny medicin til mænd med rejsningsbesvær (erektil dysfunktion). Det vil sige, når en mand ikke kan få eller bevare en rejst penis.

Diagnosen stilles af lægen. Medicinen kan herefter fås med recept på apoteket. Rejsningsbesvær er udbredt blandt mænd over 40 år. Især hos patienter med hjerte-kar-sygdom, sukkersyge eller nervebetændelse.

Levitra har været på markedet siden 31. marts 2003. Medicinen er lidt billigere end andre tabletter mod rejsningsbesvær.

Hvordan virker Levitra?
Levitra virker ved at øge mængden af et stof, der øger blodtilførslen til penis. Derved holder penis sig stiv efter seksuel påvirkning. En mand med rejsningsbesvær kan herefter beholde en normal rejsning og gennemføre et samleje. Effekten af Levitra svarer til, at hver tredje mand med rejsningsbesvær kan opnå normal rejsning med Levitra i forhold til placebo (kalktabletter uden virkning).

Manden skal tage den anbefalede startdosis 25-60 min. før forventet seksuel aktivitet. Der er en risiko for at optagelsen af Levitra i kroppen kan nedsættes, hvis han samtidigt spiser et fedtrigt måltid.

Det er vigtigt at læse indlægssedlen i pakken grundigt inden brug.

Hvilken fordele har Levitra?
Den anbefalede startdosis (10 mg) er lidt billigere end lignende slags medicin. 10 mg koster 77,28 kr. Medicinprisen kan ændre sig. Gældende priser kan ses på www.medicinpriser.dk.

Hvilke ulemper har Levitra?
Ca. hver 6. får hovedpine
Ca. hver 10. får ansigtsrødme.

Sjældnere er:

Fordøjelsesbesvær
Tilstoppet næse.

Der er en lille risiko for, at Levitra giver svimmelhed. Derfor bør du være forsigtig med at køre bil og betjene maskiner. Levitra må ikke anvendes til personer under 18 år.

Levitra forstærker muligvis den blodtrykssænkende effekt, som nitrater har. Mænd bør derfor ikke bruge Levitra, hvis de bruger nitratpræparater.

Hvis du tager anden medicin samtidig med Levitra, kan det både ændre virkningen af Levitra og den anden medicin. Ketoconazol (svampemiddel), erythromycin (antibiotikum) og indinavir (middel mod hiv) er eksempler på medicin, som kan øge den virkning, Levitra har kraftigt. Derfor bør du ikke tage dem samtidig med Levitra. Du bør heller ikke drikke grapefrugtjuice, da det også kan påvirke effekten af Levitra.

Det er vigtigt at informere lægen om al den medicin, du tager.

Er Levitra bedre end andre lignende slags medicin?
Effekten af Levitra er ikke sammenlignet med de behandlinger, som er på markedet i forvejen.

Undersøgelser af Levitra over for kalktabletter uden virkning (placebo) har vist, at Levitra har omtrent de samme bivirkninger som Viagra. Virkningen af Levitra ser også ud til at vare lige så lang tid som Viagras, men kortere end for Cialis. Viagra og Cialis er begge midler mod impotens.